Velkommen til Greenpeace.gl

Nyhed - september 23, 2015
Velkommen til Greenpeace.gl! Fra i dag af kan vigtigste nyheder om Greenpeaces arbejde også læses på grønlandsk.

Olieboringer, minedrift, fiskeri og meget mere. Den grønlandske befolkning skal i disse år tage stilling til mange vigtige spørgsmål. Et af de spørgsmål er, hvordan man kan skabe en udvikling i Grønland og stadig respektere miljøet. I Greenpeace vil vi gerne være med til at fremme den debat - derfor har vi nu lanceret en ny hjemmeside, hvor nyheder om klima og miljø kan læses både på dansk og grønlandsk. 

”Efter i en årrække at have arbejdet med miljøspørgsmål i Grønland er det en stor glæde endelig at kunne tilbyde nyheder og information på grønlandsk – primært om grønlandske emner, men også om miljøspørgsmål fra resten af Arktis og verden”, siger Jon Burgwald, der er arktisansvarlig i Greenpeace.

Greenpeace har engageret sig i mange miljøspørgsmål i Grønland, og seneste har skibet Arctic Sunrise været i Nordøstgrønland for at dokumentere de seismiske undersøgelser, der har fundet sted lige op ad de beskyttede områder for narhval. De seismiske undersøgelser er første skridt i jagten på olie i havet ud for Grønland og én af de udfordringer, som Grønland står over for.

”Grønland og Arktis befinder sig i en brydningstid. Fra de storpolitikske magtkampe og multinationale selskabers indtog til det helt konkrete behov for arbejdspladser og uddannelse. Derfor er det vigtigt, at alle grønlændere er med i debatten om landets fremtid, og vi håber, at vi kan bidrage til den debat ved at formidle de seneste miljønyheder på greenpeace.gl”.

Vi ønsker alle en god fornøjelse med det nye www.greenpeace.gl og håber, at I vil gå på opdagelse på siden og følge med, når vi fortæller seneste nyt om arbejdet for at beskytte miljøet og klimaet – både i Arktis og i resten af verden.

I er meget velkomne til at kontakte os med ris og ros. Vi har dog desværre ikke mulighed for at besvare henvendelser på grønlandsk.